EASJ Campus Roskilde
Roskilde er vores campus, beliggende 10 minutters gang fra Roskilde centrum og med gode busforbindelser. Vi er placeret i et område sammen med andre uddannelsesinstitutioner: Roskilde Handelsskole, Teknisk Skole og Uddannelsescentret i Roskilde.
På Campus Roskilde udbyder vi en række forskellige videregående uddannelser indenfor markedsføring, IT og fødevaretekniske områder:
- Markedsføringsøkonom
- Bachelor i International Handel og Markedsføring
- Bachelor i Leisure Management
- Datamatiker
- Webudvikler (PBA)
- Laborant
- Fødevare-, ernærings- og procesteknolog
- Have- og parkingeniør
Vi har både danske og internationale hold på mange af uddannelserne.
Vores strategi er at sikre praksisnære og relevante uddannelsesforløb, og vi arbejder i vid udstrækning med projektorienteret undervisning, hvor vi kombinerer forelæsning, dialog, case-arbejde og inddragelse af virksomheder og projekter. I forbindelse hermed har vi en lang række samarbejdspartnere, både virksomheder og andre uddannelsesinstitutioner, i Danmark og i udlandet og herigennem kan vi tilbyde vores studerende relevante og spændende praktikpladser, projekter og mulighed for studieophold i udlandet. Vi arbejder blandt andet sammen med universiteter og colleges i USA, England, Holland for blot at nævne nogle få.
På vores campus har vi alle de studiefaciliteter, som man måtte ønske sig – fra fællesområder med PC-faciliteter til alt teknisk udstyr og materialer i forbindelse med laborant- og teknologuddannelserne.
Med en udbygget studievejledning og studieledelse har man som studerende altid mulighed for at få råd og vejledning om studiet og alt fra ansøgninger til SU og opgaveskrivning. Vores pædagogiske princip er at sætte den studerende i centrum og sørge for, at studiet for den enkelte bliver både relevant, spændende og vedkommende.
På Maglegårsvej deler vi kantine med Slagteriskolen, og på Bakkesvinget deler vi kantine med Roskilde Handelsskole, og kantinen er både billig og god.
Vores studenterbar ”Down Under” er en velbesøgt ramme om et godt studentermiljø.
